Min allerførste opgave som journalistpraktikant på Bastard Film. Jeg havde været der et par dage, da Miki Mistrati, som var en af ejerne, kom og spurgte hvad jeg skulle på torsdag. Han ville gerne have mig til at gå undercover i hvad der lignede et pyramidefirma: Amway. Det var en slags afsløring, fordi det viste sig, at Linje 3's Anders Bircow og den kongelige hofjægermesterinde Elisabeth Hastrup var pinger i systemet, som brugte deres status til at hverve medlemmer til en dubiøs 'direct marketing'-forretningsmodel (som de hævdede var guldrandet og svaret på alle moderne menneskers hedeste drøm om passiv indkomst, altså penge som tjenes uden at røre en finger) Først skulle man bare lige investere tid og penge i varer og en masse salgskurser og så i øvrigt hverve sine venner, familie, netværk. Jeg tog i Magasin og købte en habitjakke (i uld, som viste sig at være alt for varm) og tog den til en skrædder, som syede et kamera ind i den. I inderlommen havde jeg en dims, som kunne optage video. Jeg brugte et par måneder på at tage til møder og var sågar med på weekend til vækkelsesmøde i Stockholm, hvor tusindvis af mennesker havde betalt for at komme og se stjernerne, dvs. dem som havde lavet formuer på Amway og opnået 'smaragd'- eller 'dobbelt diamant'-status. Med andre ord betalte publikum penge for at møde dem der var blevet rige på de penge som publikum allerede havde brugt på medlemskaber og varer og kurser osv.
Credits
Journalist: Peter Hammer
Producent: Søren Steen Jespersen
Speaker: Thomas Stokholm
TV2-redaktør: Jakob Fenger
Produceret af Bastard Film for TV2 2005.